Biografi
Det tager 10 år at blive en dygtig drejer og 20 år at glemme det igen
I perioder er drejningen stadig central for mig, men i dag vælger jeg den teknik, der kan tjene et bestemt udtryk.
Ofte drejer jeg mine krukker for at ændre formen igen efter drejningen, og således har den ovale form været gennemgående i en del år. I forbindelse med raku er jeg dog også vendt tilbage til cylinderen - til karret, som udgangspunkt for et forenklet udtryk. På det seneste har jeg udført en del arbejder, hvor massen og tyngden i udtrykket er central. Ofte synes jeg at havne i et sammenstød mellem det frie og spontane udtryk på den ene side og det konkrete og geometriske udtryk på den anden side. For nogen er valget givet, for mig er det konstant kilde til uro og overvejelse. Når jeg har arbejdet med afmålte og kontrollerede bevægelser i præcise og stramme udtryk, overgiver jeg derfor gerne mit arbejde til rakubrændingens vilde og kraftfulde metamorfose, hvor jeg fordomsfrit må give mig hen til det færdige resultat og lære at se på ny.
Vejen fra de håndværksmæssige traditioner til det individuelle udtryk er lang
Som lille pige gik jeg på Den Katolske Skole i Næstved. Den lå på toppen af Kählerbakken, og når man stod og pressede næsen mod ruden for enden af den lange mørke gang, kunne man se fårene på de grønne skråninger bagved Kählers Keramiske Fabrik. Engang fik klassen en rundvisning, og jeg husker, hvordan jeg stod i øjenhøjde foran en sparkeskive, hvor en af de garvede drejere var i gang. Jeg blev nærmest suget ind i lerets rotation på skiven. Senere kom vi ned på malerstuen og så damerne håndtere kohornene med begittefarver. Det var en fascinerende oplevelse.
Krøyers motiv, som stammer fra Kählers keramiske Fabrik, hvor min farfar, Emil Sauer stod i lære. Herman A.Kähler ses forrest i billedet, i færd med at dreje en stor potte, hans søn Herman står ved siden af til højre.
Min farfar ses yderst til venstre i billedet.
Da min farfar manglede et år af sin læretid opgav han, fordi der ikke var nogen fremtid inden for faget.. Som 70-årig væddede han med Niels Kähler om han stadig var i stand til at dreje en krukke - og han vandt væddemålet.
Senere kom min far til at træde sine barnesko på fabrikken, idet familien boede lige ved siden af. Han fik brændt sine ting på fabrikken og fulgte med i, hvordan Jens Thirslund dekorerede og brændte sine lystreglasurer. Det var den rene alkymi for min 14-årige far, og nu ville han også være pottemager. Men der var stadig ingen fremtid i faget, så han kom i malerlære hos sin far i stedet, og blev senere uddannet som billedkunstner fra Kunstakademiet.
Kählers ting var jo overalt i vores hverdag hjemme som ude.Tykmælksskålene på køkkenbordet, sildekrukkerne med stjerthåndtag, kakkelbordene i stuerne rundt om hos hele familien i byen. Askebægre, paraplystativer, frugtfade, tepotter, vaser, skåle - alle steder var der keramik af højeste kvalitet, men det var ikke noget jeg skænkede en tanke.
Da jeg kom på Vestbirk Musikhøjskole, regnede jeg med at skulle gå musikvejen, så det var bare sådan lidt for sjov, at jeg prøvede at dreje på skolens keramikværksted. Da jeg fortalte min far, at jeg ville være pottemager, fik jeg for første gang at vide, at min farfar havde stået i lære som pottemager.
P.S. Krøyers billede giver en tydelig fornemmelse af, at fremstillingen af keramikken er præget af et fælles liv og en fælles rytme på værkstedet. Det har absolut ikke været et mål, at den enkelte lærling eller svend skulle sætte et personligt præg på leret. Derfor betragtede man også blot sig selv som håndværker, og sådan var det også da jeg blev udlært i 1976.
Læretid
Efter 1½ år på Sønderborg Håndværkerskole skole fulgte 2½ års praktikperiode på et pottemagerværksted.
Dagen startede, som for alle andre håndværkere kl. 7, og når den var omme, havde jeg siddet på sparkeskiven hele dagen og drejet ca.130 fedtkrukker mage til dem jeg drejede i forgårs og i sidste uge. Alt sammen for at opnå den rutine, der tillod mig at tumle leret med fuldkommen præcision og med en hurtighed, der først og fremmest kunne sikre brødet på bordet for en svend.
At lære at sætte sig ud over sig selv og følge en daglig rytme på et værksted, havde ikke meget med kreativ udfoldelse at gøre, men drejede sig mere om disciplin og tilpasning, om stædighed og vilje. Derfor var det naturligvis en sejr og en fryd, endelig at stå med svendebrevet i hånden.
Det skulle imidlertid hurtigt vise sig, at jeg havde taget en uddannelse, der slet ikke levede op til tidens krav og vilkår. Importen af billig keramik fra udlandet var allerede i fuld gang, og et efter et lukkede pottemagerværkstederne. Det betød, at den eneste måde hvorpå man kunne overleve når man arbejdede med keramik, var ved at finde sit eget helt personlige udtryk.
Det lykkedes mig dog finde arbejde, og da jeg efter et års tid som mestersvend hos Tromborg Keramik i Horsens, kom på Århus Kunstakademi, havde de håndværksmæssige traditioner et godt tag i mig. Det første jeg gjorde var at skrue mit drejemål fast på min drejeskive, så jeg kunne sikre mig, at jeg kunne lave ens ting! Jeg blev leet ud! Men det var ikke desto mindre optakten til, at jeg begyndte at forstå den vældige udfordring, der ligger i japanske pottemager Hamadas underfundige formulering, som drejer sig om at finde sit eget kunstneriske udtryk: "Det tager 10 år at blive en dygtig drejer og 20 år at glemme det igen".
Keramikken i Danmark
Efterhånden blev pottemageriet afløst af det gode og gedigne danske kunsthåndværk, som hentede inspiration og erfaringer på tværs af landegrænser og kontinenter og således har grænserne mellem kunst og kunsthåndværk efterhånden fortonet sig helt.
I dag drejer det sig derfor mere om at finde vej i det væld af muligheder, der ligger foran os, når vi skal søge vores eget personlige kunstneriske udtryk.