Om Raku
Japansk Keramisk teknik fra 1500-tallet
Raku er en keramisk teknik, som stammer fra 1500-tallets Japan, og som stadig er højt værdsat. De bedste rakumestres fine teskåle regnes fortsat for at høre til en af de højeste kunstarter.
Med et simpelt udvalg af materialer og en simpel ovn er det muligt at opnå en utrolig intensitet og mangfoldighed i stoflighed, som ikke kan opnås tilsvarende på andre måder.
Men at mestre kunsten at få det hele til at gå op i en helhed er en anden sag.
Udendørs brænding
Efter at have arbejdet koncentreret og målrettet med leret og formen igennem lang tid skal ovnen stakkes, og der skal brændes.
På en kølig septemberdag kan solen skinne fra en skyfri himmel, men det kan også give sig til at blæse eller at styrte ned, så brændingen må aflyses.
Selv om jeg brænder ovnen på stort set samme måde hver gang, så spiller ikke alene vindforhold og luftfugtighed ind på det færdige resultat. Det betyder også noget, hvor tæt ovnen er pakket, og hvor tykt jeg har glaseret tingene.
Når de 1025 grader er nået, og ovnkappen løftes op i galgen, ved mine assistenter præcis, hvad de skal gøre, og i de næste minutter bliver de glødende ting løftet ud i en nøje aftalt koreografi. Det er altafgørende, at emnerne bliver anbragt i savsmuldet og dækket helt til, inden de bliver afkølede, for at efterbrændingen, reduktionen, kan lykkes. Nogle ting får lov til at ligge i savsmuldet, til de er helt kølet af og opnår derved en lang og kraftig reduktion, som kan ændre farverne fuldstændigt, og andre bliver trukket ud i frisk luft efter kort tid.
Når krukkerne er gravet frem af savsmuldet, skures de tilsodede kar og krukker fri for deres sorte frakker med skurepulver og stålsvampe, og det endelige resultat fremkommer.
En del af krukkerne klarer ikke turen fra den hede ovn til savsmuldsgraven, men de, der gør, står der og emmer af nyt liv og bliver vendt og drejet og diskuteret.
Det kræver øvelse at hengive sig til de tilfældigheder, som kan være med til at skabe de spændende resultater. Så nogle gange bliver en krukke sat i skammekrogen for så at blive "opdaget" lang tid efter, og man spørger sig selv, hvorfor man ikke fik øje på dens kvaliteter med det samme. Det er det der gør det spændende at arbejde med raku.
Den første rakumester
Den første rakumester Chojirō (長次郎) kom med sin familie fra Korea til Japan i 1500- tallet for at arbejde som tagtegl-læggere på shogunens slot Juraku i Kyoto. Teglene blev brændt på pladsen ved borggården, hvor Chojiro og medhjælpere i familien havde leret og ovnen liggende.
Hoffet og adelen anvendte den fine og dyrebare importerede kinesiske porcelæn under stor pomp og pragt og holdt ofte livlige tesmagningskonkurrencer.
Men Rikju var af den opfattelse, at alle skulle have mulighed for at nyde te-ceremonier og søgte derfor efter enkle redskaber, som alle havde råd at eje..
I shogunens borggård traf Sen no Rikju en dag på Chojiro, da denne producerede tegl. Rikju bad ham lave en enkel teskål af leret, og nogle dage senere var den første rakuskål skabt; den dateres til omkring år 1579.
Skålen blev accepteret af shogunen og det var Rikyū, der smeltede principper om zen og taoisme sammen med chanoyu for at skabe den omfattende kunst wabi-cha - det vil sige en teceremoni, hvor der lægges stor vægt på enkelhed, stramhed og stille værdsættelse.
I den første tid kaldtes denne type keramik Ima-yaki - moderne avantgardekeramik. Derefter Juraku-yaki, som blev forkortet til Raku-yaki, dvs. Rakukeramik. Som belønning fik Chojiro af shogunen et stempel i guld med tegnet for Raku (樂) efter Juraku, navnet på shogunens slot. Herefter blev Chojiros familienavn Raku. Lignende rakustempler blev derefter anvendt af alle keramikere i Rakufamilien, således også i dag.
Siden har rakuteknikken udviklet sig verden over, men er dog grundlæggende den samme. I USA brugte man fra 50'erne savsmuld og andre organiske materialer til at opnå karbonisering – den sorte farve i krakeleringerne, som fremkommer hvis man skærer ned på ilttilførslen, såkaldt reduktion. Denne teknik har bredt sig over hele verden, men det var ikke en del af den oprindelige japanske rakumetode, hvor man blot tog tingene ud og lod dem køle af.
Mere om raku
Vil du vide mere om denne omfattende kulturtradition så besøg denne hjemmeside, som er kilde til ovenstående: https://www.2000cranes.com/index.html